Godt naboskab
HAL glæder sig over Aarhus Ø – den nye og meget attraktive bydel – har gjort området attraktivt og rekreativt. Vi erkender også, at havnens brugere må tage hensyn, der ikke var nødvendige i de årtier hvor naboerne var containerhavnen, mørtelværk, industri og byggepladser.
Nogle af de aktiviteter der knytter sig til en havn er farlige: Tunge maskiner, kraner og lange løft. Andre giver lejlighedsvis støj, herunder essentielt nødvendig vedligeholdelse og værksteder. Og ikke mindst master, der kan larme når der er kuling eller værre. Og endelig er der æstetiske udfordringer.
HAL og medlemsforeningerne er ikke i tvivl: Vi vil tage alle de hensyn vi kan, så meget høj sikkerhed og en god oplevelse for alle er standarden. Men vi beder også om, at havnens naboer og besøgende giver plads til de aktiviteter der gør havnen levende: Røgerier kan røge, fiskere kan fiske, fisk kan lugte, vinden kan larme, og vedligeholdelse og reparationer er ofte hårdt arbejde der kræver maskiner.
Har du forslag til hvordan vi bliver bedre naboer, tal gerne med dem der står nærmest. Og kontakt endelig HAL's sekretariat, så bidrager vi som minimum med forklaringer og allerhelst med løsninger der gør os alle gladere.